Hvalpekøb

For os starter det at få hvalpe allerede, når tæven kommer i løbetid. Hun kan ændre adfærd og have brug for ekstra omsorg og nusseri, hvilket der naturligvis skal være tid til. I løbet af drægtigheden sørger vi for, at hun ikke bliver udsat for unødig stress, men holder ellers fast i de sædvanlige rutiner ift. motion og træning. Det er vigtigt, at hun er i god form til fødslen og efterfølgende har overskud til hvalpene.


De første tre-fire uger skal både mor og hvalpe have så meget ro som muligt. De vil være i stuen sammen med os og følge familiens liv, men der vil ikke være besøg i de uger. Når vi vurderer, at hvalpene er klar til besøg, er I som hvalpekøbere velkomne til at lave en aftale. Hvalpene vil vokse op inde i huset sammen med os og blive tilvænnet et almindeligt familieliv. Alt efter vind & vejr vil de naturligvis også komme med ud i haven.


Det er vigtigt for os, at hvalpene får den bedste start på livet - vi vil derfor i takt med deres udvikling stimulere dem med aktiviteter og oplevelser, vi mener, er vigtige for dem. Vi har et stort ønske om at sende hvalpene ud i verden så robuste som overhovedet muligt og med en stor nysgerrighed & livslyst.


Det er meget vigtigt for os at finde den helt rigtige familie til den enkelte hvalp.  I er velkomne til at ønske en specifik hvalp, men det er vores beslutning, hvilket match af hvalp og familie, vi tænker er bedst. Den beslutning vil naturligvis være med udgangspunkt i hvalpens temperament og karaktertræk, samt familiens forventninger og ønsker for hunden.  


Vi vil gerne skrive jer på en venteliste til en hvalp, men der vil ikke kunne indgåes en aftale, før vi har mødt hinanden og begge parter har sagt god for det. Vi vil under det første besøg spørge ind til jer og jeres forventninger til jeres kommende hund, samt fortælle vores forventninger til jer.


Som hvalpekøber får I en hvalp med:


  • Stambog i Dansk Kennel Klub
  • Lovpligtig registrering ved Dansk Hunderegister
  • ID mærket med mikrochip
  • Vaccineret 1.gang og ormebehandlet
  • Sundhedsattest fra dyrelægen
  • Dansk Kennel Klubs købsaftale
  • Hvalpemappe med billeder fra tiden hos os, vejledning og inspiration til pasning og pleje af hunden
  • 12 kg. foder til den første tid
  • Et tæppe, der dufter af mor og kuldsøskende
  • En sele til hvalpen til den første tid
  • Mulighed for råd & sparring fra os i resten af hundens levetid.


Vi vil inden hvalpene flytter hjemmefra forsøge at samle jer hvalpekøbere og hanhundens ejere, så alle har mødt hinanden. I løbet af det første år vil vi invitere jer alle til et hvalpetræf her hos os. Derudover vil der blive oprettet en facebook-gruppe, hvor vi kan følge hinandens hunde og søge sparring og gode råd. 


Hvis du er interesseret i en hvalp fra os, er du velkommen til at kontakte os via tlf. eller mail.

Pr. 1.1.2019 koster en hvalp 12.500 kr.